Åbningstale af Kunstformidler Camilla Rohde Madsen, Nammagorium

September 2015

 

Jeg traf første gang smykkekunstner Annette Dam på en guidet gallerivandring, som hun og nogle kollegaer havde bestilt hos mig, hvor de orienterede sig om hvad der skete på kunstscenen i København, og vi har siden holdt kontakten, da vores møde hun fik mine øjne op for smykkekunst.

Det har betydet, at jeg siden med stor glæde har inkluderet Goldfingers udstillinger på mine gallerivandringer og dermed fået introduceret mange til denne fascinerende verden, som i virkeligheden kan være nemmere at begå sig i som kunstinteresseret, fordi vi alle – stort set – har et personligt forhold til smykker og hvilke vi vælger at bære og hvorfor.

Goldfingers bør ved denne lejlighed også nævnes og æres. Jeg har på mine besøg på Goldfingers udstillinger fundet et udstillingssted, et af de sjældne i Danmark som arbejder for udbredelsen af kendskabet til smykkekunsten nationalt og internationalt, og som har taget denne formidlingsopgave på sig på en utrolig professionel måde, med et udstillingsprogram af international standard, med et meget forandringsparat og toplækkert udstillingsrum, som altid møder publikum på en åbenhjertig måde, klar til at besvare spørgsmål af enhver karakter. Tillykke med jeres flotte resultater Janne & Karl Einar, I burde få en Ildsjælepris.

Og nu til Annette Dam.

Da Annette Dam i 2012 vandt den prestigefylde Skt. Loye Pris, fulgte disse kloge ord af Mette Saaby:

”Annette Dams tilgang til faget er kunstnerisk, og hendes krav til smykkernes håndværksmæssige og æstetiske karakter er meget høje. Med sine smykker sætter hun fysisk form på tanker omkring værdier i bred forstand, og fortællingerne er set gennem en både kærlig, kritisk og ironisk optik.”

Ordene holder stadig her 3 år efter, og det skal nævnes at i 2015 er Annette Dam udtaget til World Craft Councils European Prize for Applied Arts i Belgien.

Hvis vi dvæler lidt ved de tidligere Annette Dam værker, så er det bl.a. konceptuelle værker der tager udgangspunkt i det kendte, f.eks. det moderne kvindeliv som bliver omsat til en rummelig skilsmissemedaljon med plads til fotos af begge familier, eller til kvinden der ikke vil have børn, det minimale guldarmbånd med perler inspireret af den gammeldags p-pilleæske, varierende fra det minimale til det maksimale sofastykke à la Asger Jorns bearbejdninger af ældre kunst med skovsøer og krondyr, hvor Dam på smukkeste vis og med humoristisk perfektion giver sofastykket nødvendigt nyt liv.

Specielt med sofastykkerne blev Dam i mine øjne også aktiveret som performancekunstner, eller rettere hun aktiverede sine kunder til at være del af en performance, fordi værket kræver at bæreren kan og tør være en del af historien.

Dam gentænker brug af materiale, som i 1960’ere i New York eller Italien, hvor kunstnere f.eks brugte mursten fra byggepladser som en understregning af at det gode værk ikke er afhængig af det dyre materiale, en indgangsvinkel man i kunstverdenen nok er nået længere med end i smykkekunstverdenen, hvor mange – afsendere som modtagere - stadig tænker meget af den reelle værdi ind i af smykket. Men det nøjes Dam ikke med.

Materialeanvendelse er med til at understrege hendes smykkeværks historie, og dermed endnu et niveau i hendes historiefortælling.

When Complexity Moved In, er en udstilling som handler om livet - som det udfolder sig, når man når til den del af det, hvor vi i højere grad udfordres, uanset om udfordringen tager form af økonomisk krise, skilsmisse, sygdom eller død.  Vi når dertil, hvor når vi kigger tilbage, kan forundres over, hvor vi er nået eller ikke er nået. Og hvordan vælger man så at klare disse udfordringer? Du viser vejen frem, med positivitet, realisme, humor igen igen og i udformninger, der udfordrer sanserne og øjet hos beskueren.

Med sine nye smykkeværker har Annette Dam leget med materialerne; fra oxyderet sølv, kobber, indfarvet resin (plast), indfarvet epoxy, ferskvandsperler, elastikkerne til halskæderne er der igen, en kopi af en silvan knagerække – bare minimeret en smule og i en sølvudgave, forming putty, sten – både ægte og syntetiske, røde granater, grønne peridoter, london blue topaz, rosakvarts – den i tyggegummi klatten, en ferskvandsperle i den lyserøde forming putty uformet som en tyggegummiklat.

De nye brocher med en overflade som asfalt, med flydende epoxy i en lækker klar skinnende farve hvori er strøget ægte og syntetiske sten – de indbyder i den grad til berøring.

Eller ballon-brocherne i de mest vidunderlige lyserøde og lysegrønne nuancer der ikke længere har den runde luftfyldte form, men i stedet er blevet små, lidt flade i det, med geometriske former som store ædelsten der er blevet smukt tilslebne eller pludselig indkranset i hvad der ligner en forstening.

Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, mig selv og mine veninder, kvinder som har været farvestrålende struttende balloner, som med årene har ændret karakter, fået lidt flere skarpe hjørner, som så er blevet blødgjort en smule af kærlighed, erfaring, livet, og resultatet er uendeligt mere spændende. Så en positiv humoristisk fortælling om det at ældes med ynde indeni og udenpå.

Eller halskæderne hvor man igen har medaljonen som udgangspunkt, og en af dem har et låg hvori er sporet efter en knytnæve, og den anden oval er sort asfalt med en rosakvarts siddende fast i det lyserøde tyggegummi, og perlekæde og sort elastik til selve kæden.

Medaljoner, som normalt bruges som en kapsel til portrætter, hårlokker eller lignende, så man har den man elsker tæt ved sit hjerte, men som i Annette Dams udgave ikke kan lukkes sammen fordi låget er for stort –  måske en fortælling om mennesker der vokser fra hinanden på lykkelig eller ulykkelig vis eller måske nærmere en fortælling om at modsætninger tiltrækkes og selvom det ikke umiddelbart passer sammen og kan lukkes perfekt, kan det stadig være et smukt og harmonisk samværd.

Annette Dams smykker rummer i sig selv mange fortællinger – afhængig af beskuerens erfaring og øje, og åbner op for endnu flere fortællinger, fordi man, når man møder et menneske der bærer et Annette Dam smykke, vil begynde at samtale, og erfaringen fra denne samtale, kan så blive endnu et erindringslag på smykket, som man bærer med sig og giver videre.

Kære Annette. Du befinder dig i et krydsfelt og uanset om man fokuserer på dig i rollen som smykkekunstner, billedhugger, konceptkunstner, performancekunstner eller storyteller, så er du en stor kunstner, for dine værker er et skridt på vejen til at erkende at livet er en gave, selv når det er svært.

Jeg håber, at dine nye smykker fra When Complexity Moved In vil få nye bærere, som kommer omkring i verden og dermed skabe grobund for kommunikation, forståelse og kærlighed mennesker imellem.

Tillykke med din udstilling